Idag skal vi tale om en sjov lille ting. Ikke sådan en falde-på-halen-komik agtigt sjov ting, men mere sådan en “nå-sådan-gør-man-det” sjov agtig ting. Og det er her pastaen så kommer ind i billedet. Det er nemlig denne pastapresse fra Kitchenaid. Jeg har tidligere leget med denne pasta valse, som også er fra Kitchenaid, men der er vi jo ude i den mere klassiske version, hvor udgangspunktet er en lang plade med dej, som man laver, der så kan transformeres om til ravioli eller bare lasagneplader. Det vi har gang i her, det minder i teorien mere om en sprøjtepose, hvis du har virkeligt store guns eller en kødhakker uden kniv i. Dejen bliver nemlig presset ud her igennem pladerne og kommer så ud i forskellige former. Så kan du selv vælge hvor lange de skal være. Og ja, det er også sådan man laver fusilli aka skruer og macaronnien med hul i midten.
Ovenfor er indholdet i pakken. Det er faktisk ualmindeligt lige til at gå til. Du får selve aggregatet, som du sætter på din kitchenaid køkkenmaskine sammen med 6 forskellige plader. Derudover er der en “nøgle”, som du også kan bruge til at skrue bunden af, når du skal skifte plader, men derudover også skal bruge til at fodre maskinen med. Den sidste strikkepindslignende sag er blot til rengøre pladerne efter brug, hvilket forresten er klart lettest, hvis rest-pasten når at tørre ind, for så kan den bare skubbes ud.
Altså når man skal lave pasta, så kræver det jo en dej. Allerede her måtte jeg så se i øjnene, at jeg lige skulle lære noget. For det er faktisk lidt anderledes at “presse” pasta frem for at rulle det på maskine. Når man ruller, så kan jeg godt lide at dejen er elastisk og smidig. Du tilfører alligevel en del mel undervejs under udrulningen og det gør du ikke på samme måde, når den blot skal presses igennem et lille hul. Så jeg endte egentlig ret hurtigt med at måtte ælte mere mel ind i dejene, for de klistrede bare sammen med det samme, hvis det var min normale dej.
Jeg valgte at lave ikke mindre en tre forskellige salgs pasta med forskellige smage. Den ene var helt plain bare med æg og mel. Den grønne var med spinat og så selve overraskelsen til sidst. For selv om det kunne ligne det, så var den mørke ikke fuldkornsdej, men i stedet med karljohansvampe for megasmag. Det er virkeligt en af de lækreste pastaer, som jeg har fået længe. Til alle deje, brugte jeg en melblanding, som bestod af 25% durummel og 75% tipo 00. Til den helt “plaine” brugte jeg to æg og cirka 300-325g mel(blanding). Til spinatversionen havde jeg 100g spinat, som jeg havde dampet, hvilket så betød at det udgjorde cirka 1-2 spsk sammenklasket spinat. Det kørte jeg på foodprocessoren sammen med 1 æg og 1 æggeblomme. Tilførte mel (cirka 400g) til dejen var ensartet og ret hård. Slutteligt var der karljohan versionen, der brugte jeg 15g tørrede karljohansvampe, som jeg udblødte i kogende vand. Svampene kørte jeg på foodprocessoren sammen med 1 æg og 1 æggeblomme. Så fik de så mel så hatten passede. Alle dejene blev filmet og lagt på køl natten over. Reelt set er en halv time nok, men det andet er bare nemmere. Mængderne er også opdateret, så det passer nogenlunde. Men det er så svært at skrive helt nøjagtigt, da der selvfølgelig også er forskel på mel, størrelse af æg og alt muligt andet. I stedet skal vi kigge lidt på konsistensen af dejen. For den skal være ret hård, men den må heller ikke smuldre. Så du skal have forholdsvist meget mel. Den skal være let flexibel, så når du trykker den mellem to fingre, skal den give ret god modstand, men den må ikke sprække i kanterne. Den må ikke klistre, for så ender du med at alt dit hårde arbejde ender i en og samme klump igen. Lav dejen en dags tid i forvejen, så den rigtigt kan sætte sig. Så er den meget nemmere at arbejde med end hvis den kun lige får ti minutters hvil.
Og så lige et par læringer fra den første omgang pasta jeg lavede. For det første er tråden, som man skærer pastaen over med, (den der sidder som en arm på aggregatet), temmelig skarp. Derfor det seje superhelte plaster og den ødelagte håndmodelkarriere. For det andet så sørg for have godt med durum klar til at vende den frisklavede pasta med, så det ikke klistrer sammen. Så kan du bare ryste det i et dørslag før de skal koges. Lad også gerne pastaen ligge og tørre et par timer. Så bliver den væsentlig nemmere at koge.
Og så til pastaen. Det er jo faktisk noget nært det nemmeste man kan forestille sig. Det er sådan en flødebaseret sag, hvor der er lidt røget skinke, ost og kantareller i. Lige nu skal der bare kantareller i det hele. Jeg kan slet ikke lade være. Det er så godt. Der må lige løftes en finger og siges, at det er altså ikke nogen carbonara. Det er der jo flere som tror det er, bare fordi det er noget pastaværk med en hvid sovs. Men det er til gengæld sådan en god basis ting, hvor du lige i en snæver vending kan skifte skinken ud med bacon, kantarellerne ud med andre svampe, ærter eller hvad der lige måtte ligge og trænge. Jeg bruger parmesan i min ret, fordi vi altid har sådan en halvtør humpel liggende. Pecorino eller hvilken som helst anden hård ost vil også gå an. Jeg undlader ofte at komme løg i sådanne retter, da jeg synes de farver ret meget og gør dem lidt for søde. Men jeg presser ofte lige et fed hvidløg i for at give lidt modstand.
Ingredienser
Method
- Skær skinken i mindre stykker. Steg den i lidt olie.
- Kom rensede kantareller på sammen med finthakket timian og lidt presset timian. Steg 3-4 minutter.
- Kom fløden på og lad det simre et par minutter mens pastaen koger. Kom pastaen på direkte fra gryden. Der må godt komme lidt pastakogevand med, da det kan jævne saucen lidt. Kom parmesan og godt med friskkværnet peber på. Lad retten simre et minut eller to så den samler sig.
- Server med lidt parmesan på toppen.
