Ok, det kommer til at lyde tosset det her. Men jeg har faktisk fundet på den her cocktail for at kunne fortælle en røverhistorie. Ja, det plejer jo være omvendt, at man drikker nogle drinks og så kommer røverhistorierne. Men det hænger faktisk sådan sammen, at jeg var så heldig være en tur i Frankrig sidste år for at besøge Remy Martin. Før vi kommer til selve røverhistoriedelen, så tager vi lige noget om hvad cognac faktisk er. Bare roligt. Jeg skal prøve at holde det nørdefrit.
Cognac er en spiritus som produceres på destilleret vin. Det kommer jo nok heller ikke bag på nogen, at det skal komme fra regionen Cognac. Brandy laves på samme måde og i andre regioner, kan du finde sprit på druer, men altså her er cognac fra Cognac. Vinen er ung når den destilleres og er faktisk lige færdig med at gære. Der tilsættes (hos Remy Martin) ikke noget til vinen, da processen sker så hurtigt efter gæringen. Og man generelt mener at det trækker ned på slut produktet.
Efter første destillering kalder man det brouillis. Når den så bliver destilleret igen får man sin eau de vie, som er basen for selve cognacen. Eau de vierne klassificeres efter kvalitet, så de bliver rangeret fra 0 til 10. Hvor ti er den bedste. Jo bedre de er, jo længere vil de blive lagret på fadene, da kvaliteten er til det. Det kan jo ikke betale sig at forædle noget af mindre kvalitet. Så det vil ende med at blive brugt i billigere blandinger. Nogle af disse eau de vier som de har på lager, er mere end 100 år gamle. Så ham som laver den, ved også han laver noget, som han aldrig ser resultatet af. I den færdige cognac vil der være blends af ufatteligt mange forskellige eau de vier. Både aldre og fade – Da alt fra opbevaring og placering også spiller ind på det endelige kvalitet.
PÅ billedet nedenfor kan man faktisk se udviklingen af de forskellige eau de vier. Jo længere tid på fad, jo mere farve får de også. Selve fadet spiller også ind, da de kan være mere eller mindre ristede og derved bringe forskellige smage til spiritusen. Jeg siger ikke det kom bag på mig, men jeg havde måske ikke regnet med at der blev blendet så meget. Men det giver jo god mening.
Den cognac, som jeg har valgt at bruge i cocktailen er XO’en. Det er “toppen” for os dødelige. De laver også en som hedder Louis XIII – det var den vi var i Frankrig at smage. Men den kommer jeg nok aldrig til at have en flaske af, da vi her ligger omkring de 19.000kr for en flaske. Det skal så også siges, at flasken så også kommer i en flaske af krystal, som I sig selv koster cirka 7000kr at lave. Jeg har smagt den to gange. Og det er lidt en oplevelse. Jeg ved ikke om jeg måske helt kan få alle smagsindtrykkene ud og om det er lidt spildt på den måde. Men her bliver jo brugt de 100 år gamle fade. Så bare det at tænke på, at noget af denne flaske har måske gennemlevet to verdenskrige, et utal af præsidenter og hvad jeg næsten ikke. Disse flasker omtales med en kæmpe ærbødighed og respekt, og det er jo ikke uden årsag. Den “Billige” XO kan du jo få 19-20 flasker af for samme pris. Så det var den jeg gik med. I halv størrelse. Der er også andre billigere (men stadig gode) cognacer, som man kan lave den med. XOen er blød og lækker. Jeg vil måske også sige, at det er ret meget overkill at bruge den i cocktails, hvor den står næsten alene og uden for mange forstyrrelser. Drik den i stedet alene, tilbagelænet i en god stol og i godt selskab. Der kommer den mere til sin ret end sammen med Cola eller hvad man nu kunne finde på af vederstyggeligheder.
Og nu til røverhistorien…
For nu en del år siden boksede Mike Tyson mod Brian Nielsen. Tyson vandt og det skulle fejres på Café Victor. Og hvad drikker man, når man lige har vundet sådan en stor kamp, lumumba selvfølgelig. Og da ikke hvilken som helst når man er Mike Tyson. Så det skulle selvfølgelig være på Louis XIII og Mathilde kakaomælk. Jeg er ret sikker på dette ikke er set før. Og på Victor var man ikke lige vandt til at folk ligefrem skulle have kakaomælk i sin dyre cognac, så bartenderen måtte i 7/11 midt i det hele. Puha, jeg tør slet ikke tænke på hvad sådan en hel flaske måtte koste sådan et sted. Ydermere bliver man næsten ked af det, når man tænker hvad den er blandet op med. Men nu ved du også, at en lumumba er cognac og kakaomælk.
Det var det, som jeg ville tage videre i min oldfashioned. Men jeg havde bare ikke rigtigt lyst til kakaomælkstingen, da jeg synes det ville være synd til den her cognac (også selvom det var en XO og ikke Louis XIII). Så jeg faldt tilbage til anbefalingen om en oldfashioned, hvor jeg synes resultatet blev ret godt. Jeg brugte halv almindelig bitter og halv chokoladebitter. Det kan blot være en almindelig cocktailbitter (måske orange), XO og så 1,5cl kakaolikør. Så er du der næsten. Det smager af chokolade og cognac. Så det blev til min lumomba oldfashioned. Nu mangler jeg bare anbefalinger til, hvad jeg skal bruge cirka 65cl kakaolikør til udover disse.
Lumumba Oldfashioned
Ingredienser
- 1 stk rørsukkerknald
- 4 dråber kakao cocktailbitter
- 4 dråber cocktailbitter
- 1,5 cl kakaolikør
- 4 cl Remy Martin XO
- Isterninger
Sådan gør du
- Kom sukkerknalden i et glas. Væd med de to slags bitter.
- Kom kakaolikør og cognac på.
- Tilsæt masser af is og kør det rundt til isen er smeltet tilpas nok til at cocktailen er god at drikke. Det er smag og behag, men forvent at det tager et par minutter.
- Garner evt med en tørret appelsin.
