Upside down kage – blommeversionen

Det er faktisk ret sjældent, at jeg fejler med en kage. Og det var ikke for at være selvfed, at jeg lige slyngede den ud. Men nok mere et spørgsmål om at jeg kører meget omkring den samme kerne af kager. Men jeg må faktisk indrømme, at det skete lidt i dette tilfælde. Altså ikke den i ser her, men jeg måtte kassere den som jeg lavede cirka 45 minutter før denne. Jeg havde længe haft planer om at lave noget der mindede om den her. Men det var bare lige at få det gjort. Da jeg så havde en del dej tilovers fra nogle lagekagebunde, tænkte jeg at det nu var på tide. Problemet var bare, at det ikke blev særligt meget upside down kage agtigt, for dejen var så luftigt, at de bare flød op. Og så havde jeg også eksperimenteret lidt med noget stjerneanis. Så udover at den ikke var køn, så havde jeg også gjort noget, som heller ikke rigtigt virkede godt for smagen. Forfra.

Jeg tror faktisk det er en af de uger, hvor jeg har bagt mest længe. Både denne kage, 3 forskellige glace kager, croquembuche og mere til. Det var også første gang jeg gav mig i kast med glacekager, så blev faktisk ret positivt overrasket over mit held med dem. Selve kagen var god, men synes måske ikke sådan helt om selve glacen. Det var selvfølgelig bedre end fondant. Men tror måske ikke det er noget jeg vil arbejde så meget videre på, hvis der ikke ligefrem er nogen konkret opgave med det. Jeg gjorde det også for at være klar, hvis nu en kunde skulle spørge efter det. Så nytter det ikke at være helt på bar bund med det. Så flueben ved det nu.

Tilbage til den kage, som I så også for opskriften på. Vi havde fået en ordentlig stak victoriablommer fra mine svigerforældre. Det er min absolutte favoritblomme til at spise. Men der var så tilpas mange, at det var svært at nå at få kål på dem inden køleskabet gjorde det. Så nu er der lavet alskens gode ting ud af dem. Herunder denne kage, men også en gang marmelade og nogle blev henkogte. Størstedelen spiste Alfred og jeg dog. w

Kagen var super nem. Lige ud af landevejen. Man kan selvfølgelig godt variere frugterne efter hvad man lige har på hånden. Kunne sagtens forestille mig den lavet med både ferskerner, pære, ananas og forskellige bær. Dog tror jeg, at hvis frugterne er meget hårde, skal de deles i lidt mindre stykker. Så en pærer deles i fx 4 eller 6 både. Men det må du selv lige leges med. Her kommer i hvert fald udgangspunktet. Hvis det skal blive en succes, så er noget af det vigtigste du kan gøre to ting. Den første er at piske smør og sukker lang tid nok. Og her taler vi ti minutter eller mere. Der skal piskes til massen er helt fast, lys og der ikke er et sukkerkorn tilbage. Derudover skal du sørge for at sige de tørre varer i kagen og ikke piske for meget efter de er kommet i. Det bedste er faktisk bare at du folder dem i.

Jeg lavede kagen i en 24cm form, men du kan også sagtens bruge en springform. Men husk, at hvis den ikke er helt tæt i bunden, så læg lidt staniol under, så eventuelt varmt sirup ender deri og ikke i bunden af ovnen. Det er et helved at gøre rent. Så hellere tage den lidt på forhånd. Du skal også huske at vende kagen ud med det samme. Hvis sukkeret får lov til at sætte sig, kan det være at halvdelen af frugten bliver i formen. Og det var faktisk ikke meningen.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (No Ratings Yet)
Loading...
By Thomas Alcayaga Serves: 1 kage
Prep Time: 15 minutter Cooking Time: 30 minutter

Ingredients

  • 200g smør
  • 200g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 5 æg
  • 100g neutral yoghurt
  • 250g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 14-16 små blommer - færre hvis de er større.
  • 4 spsk lys sirup

Instructions

1

Smør, sukker og vaniljekorn piskes luftige. Forvent det tager minimum 7-8 minutter på maskine.

2

Æggene tilsættes et efter et. Sørg for at det er helt indarbejdet i dejen før det næste kommes i. Kom yoghurt i.

3

Sigt hvedemel og bagepulver i. Fold forsigtigt de tørre varer ind i dejen.

4

Smør formen godt. Kom sirup i bunden.

5

Halver blommerne og fjern stenene. Hvis man vil have samme mønster som mit, lægges først den yderste ring af blommer. Den næste skal overlappe lidt. Og så fortsætter du bare til der ikke er mere plads.

6

Fordel dejen over blommerne forsigtigt og sørg for at de ikke flytter for meget på blommerne.

7

Bag kagen cirka 30 minutter ved 180 grader varmluft. Vend den ud med det samme.

8

Server fx med creme fraiche.

9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close