Vi har et kirsebærtræ i haven. Ikke et stort et. Men stort nok. For en måned siden så det rigtigt skidt ud. Alle kirsebærrene på træet så dårlige og indtørrede ud. Faktisk var jeg ret overbevist om, at vi slet ikke ville få kirsebær i år. Og så gik der lige en måned og så var træet fuldt. Der hang den ene klase sorte, søde kirsebær. Store og saftige. Vores nabo har så en endnu større kirsebærtræ og det er som om det har taget alle fuglenes fokus, så vi har mod forventning også været i stand til at have vores kirsebær for os selv.
Med sådan en kirsebæroverflod bliver man inspireret. Der er virkeligt mange ting, som jeg gerne vil lave. Både salte og søde. Jeg har allerede nu lavet et par retter til det, som skal blive en kogebog en gang, med vores kirsebær. Men først og fremmest fik jeg lyst til at prøve at lave en gang isthe. Det har jeg faktisk haft lyst til at prøve i flere omgange, men jeg havde vist ikke lige overvejet hvor nemt det var, for så havde jeg også gjort det før. Der er faktisk ikke det store arbejde i det. Mine første tanker var at jeg gerne ville lave en hibiscus iste med noget andet smag. Det har jeg stadig til gode. Så i stedet blev det bare til denne kirsebær iste. Reelt set kan du også undlade at komme kirsebær i og så har du en glimrende citron iste. Du skal selvfølgelig smage den til til og justere lidt på mængderne alt efter hvor søde dine bær er og hvor meget den skal smage af the. Mit mål var at det skulle være en opskrift på en liter, så den var nemmere at gange op, men der endte med at blive lidt mere.
Jeg brugte en god earl grey the, da jeg synes den passer sig bedst til formålet. Jeg brugte Clippers. Umiddelbart tror jeg du skal undlade medova eller en kamillethe. Sidstnævnte er bedre, når du har ondt i halsen. Jeg brugte herover en sukkersirup, som jeg havde stående fra noget andet, men du kan bare smage den til med sukker. Du behøver ikke koge en sirup. Men hvis du gør, så brugte jeg 100g rørsukker til 100g vand. Op og koge til sukkeret er smeltet også køles af igen.
Mine kirsebær var ustyrligt saftige. Jeg juicede dem på en slowjuicer og fik 5dl juice af 700g bær med stilke og sten. Jeg ved ikke om man kan være så heldig med alle kirsebær. Så for en sikkerhedsskyld, så beregn dobbelt vægt kirsebær i forhold til den mængde juice du skal bruge.
Og lige til aaaaaaallersidst, så smager den her iste virkeligt godt med et lille skud bourbon i. Det er også rigtigt godt hvis ungerne ikke gider sove.
Kirsebær iste. Nemt og forfriskende.
Ingredienser
- 2 Earl Grey tebreve - Eller tilsvarende løs te.
- 8 dl vand
- 1,25 dl sukker sirup
- 1 dl friskpresset citronsaft
- 1,5 dl kirsebærjuice
Sådan gør du
- Kom koldt vand og tebreve i en skål eller kande. Sæt på køl og lad det trække minimum 4 timer - gerne længere.
- Fisk brevene op og tilsæt sukkersirup eller sukker og citronsaft. Smag på den. Nu har du en citron iste.
- Juice kirsebær og kom saften ved.
- Køl isteen med masser af is. Server sammen med lidt kirsebær og citronskiver.
- Isteen kan saftens holde sig nogle dage på køl.
Hvor er kanden fra? 🙂
Uden faktisk at være helt sikker, så tror jeg kanden er fra Hay. Synes i hvert fald den ligner noget derfra.
Jeg er en mand med meget skrammel, så kan ikke altid huske ophavet.