Rabarber crumble tærte

Jeg er så vild med rabarber. Jeg er så vild med crumble. Jeg er så vild med tærter. Jeg er endnu mere vild med rabarber crumble tærte. Jeg vandrede forbi denne tærteform i Magasin og meldte inspirationen sig bare, da jeg så denne tærteform. Den var nedsat, så jeg slog til. Altså en mand i min alder skal altså slå til, når man ser et godt tilbud. Man ved jo aldrig hvornår det er for sent. Ja, jeg føler mig lidt gammel i øjeblikket.

Nu er det hverken salg af brugte trusser eller sugardating, men jeg gider altså ikke være ham bloggeren, som får ørene i maskinen. Så jeg har skrevet at det er en reklame. Jeg har selv betalt produkter og sat det her i værk, men jeg har jo lidt sådan et løbende samarbejde med Pillivuyt, så vil lige være på den sikre side. Vi barsler også med noget større, vildere og sjovere her i juli. Så det glæder jeg mig meget til at fortælle mere om. Kan sige så meget som det har noget med Frankrig at gøre – Og noget med mad. men det kommer nok ikke bag på nogen.

Det her er, for at være helt ærlig, noget af det nemmeste, som jeg har lavet længe. Jeg sprang over hvor gærdet var lavest. Bunden består af butterdej, så en gang rabarber, som er vendt i sukker. Toppet med en crumbledej, som lige bliver mast sammen med hænderne. Mit bedste bud er, at du kan forberede den her på 10 minutter. Udenfor rabarber sæsonen kan du jo bruge alt fra æbler, pære, blommer og bær som jordbær, blåbær, hindbær og stikkelsbær i tærten. Ok. Skal vi ikke bare sige frugt. Butterdejsbunden var udelukkende for at gøre den flytbar. Det kunne også have været mørdej, men butterdej var bare noget nemmere her.

Den er bedst sammen med fed fed creme fraiche synes jeg. Men med en kugle is er vi ude noget mere dessertagtigt. Sørg bare for at fedtprocenten er tilpas høj.

Thomas
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Ret bagværk, Kage, tærte

Ingredienser
  

  • 1 plade butterdej
  • 350 g rabarber
  • 3 spsk rørsukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 spsk maizena
  • 50 g havregryn
  • 75 g smør
  • 75 g mel
  • 75 g sukker
  • 2 nip flagesalt

Sådan gør du
 

  • Skær butterdejen ud, så den passer til formen.
  • Skær rabarber i 1cm tykke skiver. Vend med rørsukker, vaniljesukker og maizena. Fordel på butterdejen
  • Kom smør, havregryn, mel og sukker i en skål. Arbejd det sammen til en smuldret dej. Kom salt ved og vend det lidt rundt så det fordeles.
  • Smuldr dejen over kagen.
  • Kom i ovnen ved 190 grader varmluft og bag cirka 30-35 minutter til den er gylden.
  • Lad den køle let og server med gode sager.

Join the Conversation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close