Nu er det ved at være tid for to specifikke ting. 1. Der er masser af svampe at finde (eller købe). Men også det faktum at der er noget mindre lys om aftenen, så mine billeder har også lidt tendens til at blive lidt mere grumsede. Og sjovt nok, så er det faktisk tilfældet for dette indlæg. Der er svampe i og det er sådan set noget værre rod med ISO’en. Så beklager på forhånd, hvis du synes det er lidt sløret.
Lige nu er der gang i alskens projekter, så jeg har dedikeret søndagen ret meget til alt andet end “projekter”. I søndags var vi lidt rundt omkring i byen, vi skulle lige se at Synnejylland var kommet til København, hvilket selvfølgelig inkluderede ringridderpølser, men vi endte i Torvehallerne for at skaffe lidt fornødenheder. Det er ikke helt så ofte at jeg kommer derinde mere, så det er også bare rart at snuse lidt. Og så lokkede grønthandlerne med billige svampe. Man kunne få en hel kasse karljohaner med langt over et kilo i til bare 150kroner. Det kunne jeg ikke stå for. Optimistisk som jeg var, skulle de blandt andet laves om til fyld til cannelloni. Jeg nåede hjem og slog pastadejen op, da jeg også indså at tiden nok ikke var til at få noget i ovnen. Alfred var jævnt gnaven allerede. Det blev endnu et projekt som blev udsat på ubestemt tid. I stedet kom jeg i tanke om en opskrift, som jeg havde udviklet til Il Fornaio i tidernes morgen. Noget helt enkelt med valnødder, svampe og rosmarin. I dagens anledning valgte jeg at udskifte rosmarinen med salvie, for det stod så flot i haven. Selvom den ser dejligt cremet ud, er der faktisk slet ikke brugt fløde. Det kunne der sagtens, men jeg brugte det gamle jægertrick med godt med pastavand på panden, som så gik i en skøn forening med osten og smukt coatede pastaen.
Det er muligvis noget af det nemmeste at lave sådan en ret her nu. I forbindelse med ombygningen af køkkenet, blev der også plads til en Quooker, så pastaretter som denne tager ingen tid. Før var flaskehalsen mange gange at få pastaen kogte. Med kogende vand i hanen og frisk pasta, kan du sagtens frembringe denne ret på under et kvarter.
Og bare lige for at påpege det, er du udenfor karljohan/kantarel sæsonen, så kan du også sagtens bruge enten andre svampe som champignon eller østershatte i stedet. Jeg brugte her en emmentaler fra Sønderhaven i Nordjylland. Den hedder vist også en Svenbo ost, hvis du køber den ude i den rigtige verden. Den scorede jeg lidt af i ostebaren under Copenhagen Cooking. Det er en prægtig ost, både på brød, som snack og i mad. Du kan selvfølgelig vælge en af de klassiske italienske oste til formålet, men prøv at kig lidt ud i forhaven og se om de lokale producenter ikke kan noget sjovt også. De her folk kan i hvert fald. Ikke mere snak om den. Jeg kalder den i opskriften bare for “ost”. Så lader jeg det være op til dig.
Jeg fik ikke lige vejet mængden af pasta vi brugte. Der var også noget i overskud osv. Men jeg plejer altid at beregne cirka 75-100g tørret pasta pr. snude, når det er hovedretter og de har godt med “fyld”. Så det er også det, som jeg har beregnet ud fra nedenfor.
Nem pasta med svampe og valnødder
Ingredients
- 400g tørret pasta
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 400g svampe (her karljohan og kantareller)
- 10 salvieblade
- 75g valnødder
- 1 citron
- 150g revet emmentaler
Instructions
Pastaen koges i saltet vand.
Løg og hvidløg hakkes fint og svitses i olivenolie på en pande.
Kom rensede, halverede svampe og hakket salvie ved. Steg til svampene har taget en smule farve.
Tilsæt valnødder steg et par minutter til.
Kom pasta på direkte fra gryden, så der er godt med kogevand med. Sørg for at der står en smule vand i panden. Bring i kog.
Tilsæt osten og skru ned for varmen. Bevæg rundt i pastaen til osten er smeltet og er gået i et med vandet. Smag til med citronsaft og skal, salt og peber.
Server med det samme.