Mørbradbøffer med bløde løg og flødesauce.

Det har faktisk været noget af en pause fra bloggeriet. Ikke helt frivillig, men nødvendig. Ikke nødvendig på den måde, at jeg ikke kunne mere, men nødvendigt på den måde, at hvis jeg ikke slappede lidt af, så ville alle de nye indlæg alligevel bare forsvinde.

Situationen er den, at jeg har arbejdet sammen med Måltid siden oktober sidste år, men vi har valgt at gå hver vores veje. Ikke som uvenner, bare i lidt forskellig retning, så jeg skulle have min blog tilbage på mit egen server igen. Og det skulle vise sig at være temmeligt svært. Det tog lidt tid at få den rigtige data fra dem, så det også passede ind i vores format. Det skal siges at bloggen har ret mange billeder og indlæg efterhånden, så det var en lidt krævende process. Samtidig valgte jeg at give bloggen et ansigtsløft, så den kunne blive lidt køn igen. Og det kan jo også være en udfordring, når der er mange gamle ting, som man skal tage hensyn til.  Når man så oveni købet vælger at slette alle kategorier på alle 600+ indlæg, så bliver det en langsommelig affære. For at beklage mig endnu mere, så står vi midt i en flytning, så alt skulle også pakkes ned i og det nye hus gøres klar. Så der er nok at gøre.

Faktisk klager jeg slet ikke. For jeg synes at resultatet blev ualmindeligt godt. Både med hus og med blog. Vi flytter vores ting om to dage, så vi skal lige pakke det sidste, men så lover jeg også, at I skal få en rundvisning i det nye køkken. Måske sågar se de hemmelig gemmakker, hvor jeg gemmer alle mine køkkensager. Kan løfte sløret for at jeg er gået fra at have stjålet hele Alfreds værelse på på ca 10 kvm til at jeg nu får tre gange så meget. Karen har pænt, men bestemt, sagt at det så absolut ikke er en invitation til at købe mere lort. Øh, grej. Vi står også overfor den store beslutning, som hedder køkken. Der er egentlig et fint køkken i huset, men det er ikke stort nok til mit forbrug. Så skal vi renovere og bygge ud på køkkenet eller skal der et helt nyt ind. Skal det være den billige løsning fra Ikea eller skal vi gribe dybt i pungen. Og hvad med de hårde hvidevarer, de er jo ved at være udtjente, så kan jo godt finde på at stå af, men de er stadig gode. Skal man bare beholde dem i første omgang. Der bliver vendt mange kroner herhjemme og argumenteret for lidt at hvert. Det er faktisk sværere end først antaget. Men en dag bliver det godt. Vi starter med nyt armatur og håndvask i næste uge. Det var en nødvendighed. Jeg skal nok vise jer hvorfor senere.

Og nu til det der rent faktisk er på tallerknen. Det er sådan lidt en opdateret klassiker. Det er lidt mørbrad ala creme. Det er lidt god mad, som passer perfekt til en sommeraften, hvor man lige har behov for et lille flødefix. Egentlig undgår jeg helst den mørbrad på grisen. Det er sådan et lidt kedeligt stykke kød. Men de kan godt smage af noget faktisk. Jeg fandt iberico (aka sortfods) gris i Bilka af alle steder. Sat ned fordi ingen aner hvad det er på Amager. Så det var altså godkendt.

Jeg havde først overvejet at lave bøf med løg, da det er yngstemandens favorit. Ikke på grund af kartoflerne eller bøffen. Nej, syltede rødbeder og bløde løg. Så kører han. Hvis han kan dyppe førnævnte i remoulade, så er han i himlen. Lige her måtte han nøjes med løg og syltede stikkelsbær, som faktisk også bare røg ned. Han er et underligt barn, men vi kan så godt lide ham.

Hvis du ikke har fået mørbradbøffer siden din mormor serverede dem til julefrokosten for 15 år siden, så synes jeg faktisk du skal give det et forsøg igen. Den her version er god. Og tro det eller lad være, med det rigtige tilbehør er det også en sommerret. Ok, med den her sommer, så er det meste sommermad, specielt supper og tunge gryderetter, hvis man forstår sådan en lille en.


Mørbradbøffer med bløde løg og flødesauce

  • Servings: 4
  • Difficulty: easy
  • Print

Put your recipe here. Tip: use ordered and unordered lists, headings, images, and links to improve the look of your recipe. You can also use special tags to format notes, ingredients, and directions.

Ingredients

  • 2 stk svinemørbrad
  • 1 dl hvedemel
  • 4 rødløg (eller bare almindelige zittaurløg)
    • 75g smør
    • 5 spsk Worchester sauce
    • 1,5 spsk honning
    • 2 spsk æbleeddike
    • 2,5dl hvidvin
    • 2,5dl fløde
    • 1 spsk sennep
    • Salt og peber

Directions

  1. Skær løgene i helt tynde skiver. Brun 50g smør sammen med en smule olie. Svits løgene og skru derefter ned for varmen. Sauter til de er bløde og søde.
  2. Tilsæt  en halv spsk honning, æbleeddike og 1 spsk worchester sauce. Lad det koge ind. Smag til med salt og peber. Tag løgene af varmen.
  3. Mens løgene bliver klar fjernes sener fra kødet. Skær mørbraden i 2-3cm skiver og bank dem til cirka 1cm tykkelse. Vend dem i mel krydret med salt og peber.
  4. Steg mørbradbøfferne 2-3 minutter på hver side i en blanding af rigeligt smør og olie. De skal være gyldne. Tag dem af varmen.
  5. Kom vin og den resterende worchester sauce på panden. Det er vigtigt det er samme pande, som du brugte til at stege kødet, da melresterne af fra kødet, er med til at jævne saucen. Kog vinen ind til det er cirka halv mængde. Bare gør det for fuld skrue.
  6. Kom fløde og sennep på og lad det koge let ind. Smag til med salt, peber og eventuelt en smule eddike. Det kan godt blive lidt fadt i smagen, hvis der ikke suppleres op med syre.
  7. Når saucen smager godt, returneres både bøffer og løg. Lun igennem og server med kartofler, salat og hvad du ellers lige måtte have lyst til.

Tips & Tricks: Jeg valgte at servere bøfferne med nye danske kartofler, når vi en gang kan få dem. Syltede stikkelsbær. Reelt set er de lavet på samme måde som agurksalat. Først salt dem en smule og så sylt dem i en mormorlage. De skal dog helst stå i minimum en uge før de er rigtigt gode. En lille salat blev det også til. Egentlig bare ærter, glaskål og agurk skåret tyndt. Vendt med lidt citronsaft og skal, rapsolie, finthakket dild, salt og peber. Det behøver ikke være så svært. Det er rigtig sommermad.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close