Krondyrlabskovs – Himmelsk simreret

Gå til opskrif

Nu kunne det hele godt gå hen og ende i en gang julemad, men jeg synes også det er meget rart at have noget at glæde sig til. Årets julefrokoster er overstået, så nu venter vi bare på at det bliver rigtig jul.

Vi er jo inde i simreperioden. Min absolutte favorit. Så mit køkken dufter ofte dejligt hele eftermiddagen. Der er jo nogle gange fordele ved at arbejde primært hjemme. Så sætter jeg det over lidt over middag, så kan det stå og passe sig selv ved lave grader. Måske slukker man sågar, så det bare er parat til lige varme godt igennem inden det skal på bordet. Det er bare en dejlig luksus. Og så er det jo også en ekstra bonus, at hele huset dufter dejligt af mad og varmen breder sig fra køkkenet.

Labskovs er jo en af mine absolutte favoritter. Der er nogle “dejligt-barndoms-minde” over det. Altså det er jo ikke sådan en udpræget smuk ret. Men i sin bleghed er der nu alligevel noget majestætisk. Måske er det bare smørklatten på toppen. Jeg tror efterhånden at jeg er ved at være hele registret igennem, hvad angår labskovse. Jeg har lavet det på kalvekæber, oksetykkam, lam og nu også krondyr. Jeg har ingen decideret favorit, men den her er virkeligt deroppe af. Jeg twistede den bare en lille smule med lidt tilføjede enebær, et enkelt stjerneanis og så nogle pastinakker i mosen. Sagen er den, at den lille hersker ikke kan udstå kartofler, så jeg ville se om det kunne afhjælpe sagen. Nej.

Jeg lavede en ekstra stor portion, så der var til et par dage. Her vil jeg sige at det vel er en 4-5 granvoksne mennesker. Der skal surt på siden, normalt rødbeder men jeg havde hjemmesyltede græskar og det virkede glimrende. Derudover også godt rugbrød. Jeg smed en hurtig gang kål på panden, da det egentlig trængte til at blive brugt. Først svitsede jeg et skalotteløg og et par fed hvidløg. På med både sortkål og grønkål. Vende let, krydre og til sidst en generøs gang parmesan. Så er du virkeligt godt kørende.

Jeg brugte forresten boven til at lave denne labskovs af. Der er jo lidt forskel på hvilken udskæring du bruger i forhold til tiden i gryden. Kølle og filet skal have lidt kortere tid, så der ville jeg dumpe kartoflerne i allerede efter en halv time. Hals og skanke skal have lidt længere, så der venter du bare et kvarter til en halv time ekstra. 

Krondyr labskovs

Thomas
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 1 time 45 minutter
Samlet tid 2 timer
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 800 g Krondyrkød Bov
  • 1,2 l vand
  • 10 stk laurbærblade
  • 1 stk stjerneanis
  • 15 stk enebær
  • 1 tsk hele peberkorn
  • 600 g pastinakker
  • 1 kg bagekartofler
  • 100 g smør
  • 3 spsk æblecidereddike

Derudover

  • 1 bakke karse lille
  • Rugbrød
  • surt

Sådan gør du
 

  • Skær krondyret i grove tern. Dæk det til med vandet og bring det forsigtigt i kog.
    Lad det simre svagt i 7-8 minutter. Skum det løbende af.
  • Tilsæt stjerneanis, enebær, laurbær og peberkorn. Simmer i 60 minutter.
  • Tilsæt skrællede kartofler og pastinakker i grove tern. mangler der lidt vand, så suppler op. Lad det simre 45 minutter til kartoflerne er kogt ud.
  • Tilsæt smørret og rør det godt rundt, så kartoflerne også moses.
    Smag til med salt og eddike. Specielt eddiken er vigtig. Lad retten samle sig 10 minutter.
  • Server med rugbrød, surt, karse/purløg på toppen sammen med endnu en god smørklat.
Keyword krondyr, Labskovs, simremad, vildt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close