Tagine med oksekød og aubergine

Jeg er sgu blevet indhentet af virkeligheden. Det er noget voksenstads. Og jeg tror det er en fælde. Der er arbejde der skal laves og både familie og hus som skal passes.  Men udover at det selvfølgelig giver muligheden for at pive lidt, fordi der er travlt i butikken. Så nyder jeg det til fulde. Jeg har ret mange indlæg der mentalt venter på at komme på bloggen, men der er også mange andre ting som presser sig på. Det være sig 1,5 uges ferie og så den klassiske arbejdspukkel, som man har når man kommer tilbage fra ferien. Men nu er den ved at være klaret og jeg kan ånde lettet op se frem med næste uge. I næste uge står der blandt andet på programmet at jeg skal holde et oplæg om mig selv, lave risalamande til en kunde og så til kagedronningen Majas bogrelease. Derudover har vi fint besøg fra Spanien aka min far, så det skal der også være plads til. Alt i alt, en godkendt uge.

Men nu har jeg faktisk lavet noget mad til os selv, som ikke bare var rester fra arbejdet, buffet på hotellet eller noget som bare skulle overståes. Og gud hvor var det egentlig dejligt at komponere en ret i sit hoved og så lave den. Jeg har tænkt mange tanker om ting jeg gerne ville lave, men det er bare ikke rigtigt blevet til noget. Jeg har på 3. uge dødshoste og udprægede manfluenza symptomer, så jeg kunne godt bruge noget mad med smag i. Det skulle ligeledes også være noget mad, som kunne passe sig selv, mens jeg pakkede sammen til weekenden i madstylingsimperiet. Valget faldt på en interimistisk tagine. Lavet af en kombination af de ting som lå i køleskabet, noget oksekød og så det jeg blev fristet til at købe i det lokale invandrersupermarked. Der er lige åbnet verdens bedste biks herude i forstæderne. Og den er noget så fin, billig og inspirerende. Det er jo i bund og grund en biks som mange andre af sin slags, men den er ren, ryttelig og grøntet er altid helt i top og så er udvalget meget bedre end i de 6 supermarkeder, som jeg har indenfor 5 minutters cykelafstand. Udfordringen er at det ikke er økologisk. Men nogle gange må man klippe en hæl og noget med en tå. Jeg prioriterer økologisk, når muligheden er der. Kød er en af de prioriteter – kylling og gris i rigtig høj grad. Men så ryger der fra tid til anden også konventionelle ting i kurven. Eller hvis det ser bedre ud faktisk. Gutten her kunne præstere danske blommer før de lå i supermarkederne. Det synes jeg er fedt. Så har de også et ret godt udvalg af nødder, urter i bundter og tørrede frugter. Det er jeg fan af. De har også en masse underlige ting, som er dragende som ind i h****d, men som jeg får købt og ikke aner hvad jeg skal bruge til. Men det er en del af charmen.

Nu er jeg jo så frisky at kalde det en tagine, selvom den bare er lavet i støbejernsgryde og ikke tagine. Men potato tomato. Så det gør du også bare. Eller i en hel almindelig gryde. Hvis det skal være rigtigt nemt, så kommer du retten i ovnen, hvor den passer sig selv-. Det kan du jo også gøre med en römertopf eller stegeso – eller gryden. Jeg brugte også en masse lækre ting fra den lokale, men der er altså fine altenativer til det. Blandt andet den her kæmpe couscous, som man bare bruger almindelig i stedet for. Det eneste som nok er rigtigt rigtigt svært at fingrene i, er de saltede og fermenterede citroner, som er en stor ting mange andre steder end i Danmark. Men undlad dem, hvis du ikke selv lige har citroner, salt og masser af tid til at lave dem – eller er så heldig at have en god kødmand i lokalområdet. Pistacierne er usaltede og kan være en lidt bekostelig sag, der bruger du bare andre nødder i stedet. Jeg synes cashewnødder gør sig godt, men alternativt kører du bare videre med mandlerne. De er lige så meget med til at give lidt knas.

Tilbehøret til retten var den omtalte kålsalat. I bund og grund var det bare nippet grønkål. Et æble, et skalotteløg og to avokadoer i fine strimler. top med tørrede tranebær, pistacier og kørvel. “Dress” salaten med limesaft, salt, peber og olivenolie. Couscousen blev kogt en smule i saltet vand og trak så færdig. Så blev den vendt med olivenolie, limesaft, tørrede tranebær, pinjekerner, friskhakket koriander, timian og kørvel. Så var det faktisk bare på bordet og servere. Nu hvor vi ligesom er igennem tilbehøret, får du blot opskriften på selve taginen nedenfor. Det gode ved den her ret er at du kan variere med lige det grønt, kød, tørrede frugter og nødder, som du har på lager. Det her var en ret dejlig kombi, så den kan anbefales.

Du skal bruge et braisser stykke som kød. Jeg valgte tykkam, fordi det er tilpas billigt og har masser af smag. Det gemmer sig nogle gange som gammeldags oksesteg. Så fjerner du bare snørren og skærer den ud i mindre stykker. Mine var 3x3cm, hvis de bliver for små, bliver de bare kedelige og risikerer at koge helt ud.  Du kan også bruge osso buco, spidsbryst eller klump. Men vær opmærksom på at der jo kan være forskel på hvor lang tid de skal have. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at kødet var kylling, lam eller kalv. Og igen, så er tiden også anderledes på dem. Det skal braissere, men ikke slåes ihjel. Så når du begynder at kunne skille fibrene  med en ske, så er det færdigt.

Tagine med oksekød og aubergine

Thomas
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 2 timer
Samlet tid 2 timer 15 minutter
Antal 4 portioner

Ingredienser
  

  • 1 kg oksetykkam i grove tern
  • 3 løg
  • 2 snack pebre
  • 4 fed hvidløg
  • 4 to mater
  • 2 tsk stødt gurkemeje
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk stødt ingefær
  • Skal af 1 syltet citron indmaden kan godt være lidt for salt
  • 1 liter vand
  • 100 g mandler
  • 100 g+50g rosiner jeg brugte nogle store gule, bare brug de normale eller erstat dem med tørrede abrikoser
  • 1 stor aubergine
  • Frisk koriander
  • 50 g usaltede pistacier

Sådan gør du
 

  • Brun oksekødet grundigt af i en varm gryde med olie. Kom grove tern af løg, hvidløg og snackpebre og citronskal ved. Lad det stege en smule til løgene er klare.
  • Kom tomater delt i kvarte på sammen med krydderierne og steg til de begynder at dufte lifligt.
  • Nu vand. Der skal vand på til det dækker. Her var det cirka en liter.
  • Bring i kog og lad det derefter stille braissere i en time under låg.
  • Skær auberginen i grove stykker og steg dem i lidt olie. De skal tage farve. Kom dem ved sammen med 100g rosiner (eller abrikoser) og 100g mandler. Lad det stå og hygge sig cirka 1 time til under låg. Det er færdigt når kødet er mørt. Det kan tage lidt længere. Men 2 timer samlet burde være nok.
  • Top retten med frisk koriander, pistacier og rosiner. Jeg havde faktisk også købt granatæbler, som den skulle toppes med. Men det glemte jeg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close