Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning

Jeg har altid elsket leverpostej. Men samtidig har det også altid været et temmeligt underligt forhold. Af uransagelige årsager syntes min far, at leverpostej var hundeæde. Så det skulle hverken han eller sønnen nyde noget af. Situationen var bare den, at sønnen jo var tosset med det. Så når den stod på frokost med moderen og faderen pludseligt kom hjem, fortalte jeg de længste historier, om hvordan leverpostej kun var til hunde. Efter et par år slog han sig til tåls med at sønnen spiste leverpostej.

Så kunne det have været et happy ending, hvor den unge prins og leverpostejen levede lykkeligt til deres dages ende. Men ak nej. Da jeg som 14årig fik job hos den lokale slagter, blev der igen rodet lidt op i det med leverpostejen. Her er der måske mest tale om lugten af både lever og spæk. Lever kan godt have en lidt træls lugt (i mine næsebor) og når den bliver hakket, bliver det umiddelbart ikke bedre. For så at toppe den op, så kogte vi spækket, som blev brugt til leverpostejen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men kogt spæk er igen også lidt ude af ulækkerhedsskalaen. I hvert fald som opvasker. Bonussen var så også, at spækket blev kogt i nogle netposer, som også skulle vaskes. De var røvsvære at få rene. Alt var fedtet til – dig inkl – før du var færdig.

Fast forward til min tid i livgarden. Nu tænker du. Kan det overhovedet have noget med leverpostej at gøre. Ja, i den grad. Da vi gik vagt havde vi to valg. Enten at købe mad til overpris i kantinen eller selv medbringe maden på vagten. Vi kunne godt mærke på pengepungen, at hver eneste gang man ofrede 50 kroner på dyrt mad, så gik det lige fra alkoholbudgettet. (Og at vi så stod som 20 årige jyske knægte midt i København og var drønimponerede over at man kunne få strawberry daiquiri, når vi normalt kun kunne få brandbiler, det er en historie vi tager en anden gang). Men her levede vi af det hvideste toastbrød og leverpostej (på gode dage en fryse lasagne fra Netto) i cirka 4 måneder. Så får man nok.

Sidste stop på leverpostejhistorien stopper ved min mormor. Min mormor er desværre gået bort. Hun lavede verdens bedste leverpostej. Men hun tog desværre også opskriften med sig i graven. Det var jo alligevel ikke noget man brugte. Når man har lavet mad et langt liv, så kan man altså godt huske sine opskrifter. Så nu bliver jeg nødt til at finde min opskrift. Min mor mener at kunne huske, at hun ikke brugte en opbagning til leverpostejen. Så det gør jeg heller ikke. Vi brugte heller ikke opbagning, da jeg arbejdede ved slagter. Vi brugte ikke opbagning, da jeg arbejdede i kantine. Så det gør vi heller ikke. En enkelt vinter brugte vi Meyers opskrift og det var altså for omstændigt til mig. Her er vi både ude i at skulle lave pastinakpuré, opbagning og hvad ved jeg ikke. Min mormor lavede en fars, som kun lige fik nok mel til den lige kunne hænge sammen. Så det fik den også her.

Der er et par enkelte ting, som du lige skal være opmærksom på, inden du giver dig i kast med at lave leverpostej selv.

  • Først og fremmest, lad nu være med at spare på fedtet. Der skal til lige i det her tilfælde.
  • Får du lavet mere leverpostej end du kan spise, så lad være med at bage dem, men frys dem i stedet. De kan bages direkte fra fryseren, hvor du får samme gode resultat. De skal jo selvfølgeligt bare have lidt længere i ovnen.
  • Du kan selv bestemme om du vil bruge kalve eller svine lever. Svinelever er billigst og jeg kan, hvis jeg skal være helt ærlig, næsten ikke smage forskel. Brug det du kan få fingrene i.
  • Du kan tilsætte bacon for at lave… tadaaaa…. baconleverpostej.
  • Start med at røre saltet i, det er med til at binde det hele sammen.
  • Jeg krydrer den let, men du kan selvfølgeligt sagtens give den mere gas. Både med mængden af krydderi og typerne.
  • Leverpostej skal bages i vandbad. Altså bare i ovnen i et fad med høje kanter, fyldt med vand. Det med til at tilberede din leverpostej mere nænsomt.
  • Jeg synes du får det bedste resultat, hvis du hakker lever, løg og spæk selv. Og gerne et par gange. Hvis det er hakket for dig i forvejen, så slut eventuelt af med en tur med stavblender.

Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning

Thomas
4 fra 1 stemme
Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 1 time

Ingredienser
  

  • 500 g lever
  • 250 g spæk
  • 2 løg
  • 2 æg
  • 2 dl mælk kan erstattes af bouillon
  • 2 spsk mel
  • 3 nelliker
  • 0,5 tsk stødt allehånde.
  • 1 tsk hvid peber
  • Salt

Sådan gør du
 

  • Hak lever, hak spæk, hak løgene. Rør det hele sammen og hak det igen.
  • Nu røres salten i (cirka 2 tsk fulde). Herefter mælk, æg og mel. Det skal gerne have konsistens som en meget tyk pandekagedej nu. Smag til med krydderierne. Steg eventuelt en lille klat på en pande for at tjekke tilsmagningen. Hvis du gerne vil have den helt fin, så giv den en hurtig tur med en stavblender.
  • Kom i forme og bag i ovnen ved 175 grader cirka 35 minutter. (bagetiden afhænger af højden på leverpostejen - Så vær opmærksom på det.) Gå efter en kernetemperatur på 74-75 grader. Hvis postejerne tager for meget farve, så dæk til med staniol.

Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagningNem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning Nem Hjemmelavet leverpostej uden opbagning

Join the Conversation

  1. Leif Ostberg says:

    4 stars
    Sorry to write in English, but it is very difficult for me to write in Danish with my keyboard, and I have not lived in Denmark for more than 50 years, so my writing is a little rusty.
    This leverpostej looks very good and I will make it next week. If you want it finely ground, why not grind all in the food processor? It seems to me that you will get just as good or better result, and only one machine to clean?
    Thank you for your blog,
    Leif

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close