Cheesecake med jordbær

Min fars favoritkage er en cheesecake med et eller andet frugt på toppen. Det skal ikke være den bagte version, men den nemme af dem. Hvad gør man ikke for at være den gode søn? Ja, man laver den selvfølgeligt til ham. Ok, måske er det ikke kun for at være den gode søn, men for at få lidt af æren tilbage. Jeg har vist en gang forsøgt mig med en opskrift, som ikke blev meget fastere end en gang creme fraiche. Jeg kan ikke helt huske hvad jeg gjorde. Men jeg kan i hvert fald huske, at jeg IKKE huskede husblas. Dumt. – Og så hedder det forresten ostelagkage hos min far.

Jeg startede allerede træningen til at imponere min far, ved at lave denne cheesecake med oreobund og brombærsylt – Det virker også ganske fint.

Denne portion passer til en springfrom på cirka 26cm. Og så kan jeg godt lide en tyk kiksebund.

Jeg lavede denne i to tempi,  en hvor jeg lavede selve kagen – både bund og ostedel i et – og så en hvor den blev pyntet lige før servering. Det er fordelen ved at pynte den med frisk bær frem for gele eller sylt. PS, de her jordbær smagte ikke af en skid – Selvom det er spanske jordbær I SPANIEN – Vent til du kan få de solmodne dejlige bær MED SMAG. Duften snød mig her.
Cheesecake med jordbær

 

Hvad skal du bruge

  • 300g digestive kiks
  • 150g smør
  • 270g Philadelphia (ja, det er der i dem i Spanien)
  • 1dl creme fraiche
  • 1dl neutral yoghurt (troede jeg havde mere creme fraiche end reelt havde. Det virkede ganske fint. Brug mere creme fraiche, hvis det er nemmere for dig)
  • 1 vaniliestang
  • 100g sukker
  • Saften af en halv citron
  • 3 blade husblas.
  • Jordbær – Eller anden frugt til toppen.

Det er næsten for nemt.

Smelt dit smør over svag varme. I mellem tiden knuser du dine kiks. Du må selv bestemme hvor fint. Jeg kom mine i en dobbelt-frysepose og gav dem en ordentlig omgang med kagerullen. Bland smør og kiks. Mas det ned i en springform.

Lad det stå på køl mens du laver massen. Du kan også lade det køle længere, men jeg synes faktisk ikke det var nødvendigt.

Læg din husblas i blød i koldt vand.

Bland philadelphia, creme fraiche, yoghurt, sukker, vanilie og citronsaft. Pisk godt igennem. Over et vandbad smelter du din husblas sammen med et par dråber vand. Under kraftig omrøring i massen hælder du husblassen ved. Pisk rigtigt godt igennem. Hæld massen over kiksebunden. Lad den køle i i hvert fald 3-4 timer.

Anret med frugt på toppen.

Nyd.

Cheesecake med jordbær

Join the Conversation

  1. Jeg er på hold med din far – “frisk” cheesecake er bare det bedste, især med bær. Den ser bare god ud (:

    – Anne

    1. Hej Anne,
      Tusind tak.

  2. Bente Nedergaard says:

    Jeg kan også godt lide frisk cheesecake, og så er jeg lidt af en chokoladeslikmund. Bunden kan også blive god med tilsat hakket hvid chokolade, og for at undgå at husblas trævler og stivner i tråde i den kolde ostemasse, så kan man tage lidt af ostemassen og røre ind i den smeltede husblas mens den er i den lune beholder, pisk godt, og hæld så den lidt lune ostemasse med husblas i resten af den kolde masse og pisk godt igennem. Tak for en fed hjemmeside med super opskrifter :o)

  3. Hej, har du erfaring med at fryse denne cheesecake, så den kan laves i forvejen?

    1. Jeg har faktisk aldrig prøvet at fryse nogen cheesecakes, så det tør jeg næsten ikke sige noget om.
      Jeg ved jo at husblas nogle gange kan være lidt speciel, når den er frosset.
      Alternativt kan du lave kiksebunden, fryse den og så røre selve ostedelen op til. Så sætter cremen sig også hurtigere, når den kommer på en frossen bund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close