Fra tid til anden må man stikke en finger i jorden og mærke efter, om man er på den rette vej. Det gjorde jeg i maj 2014. Nå skulle passionen dyrkes og det blev starten på karriereskiftet. Skrivebordet, regneark og projektplanlægning blev udskiftet med madpincet, kamera og agurker.

Med minimal professionel erfaring men med en brændende lyst til at arbejde med mad, blev mit lille firma skabt en forårsdag i maj.

Hvem er han?

En godt gift jyde med ny base i København. Jeg startede i 2012 med at blogge om mad, mest fordi jeg følte en trang til at være kreativ. Fordi jeg ønskede at prøve teorierne fra arbejdet med internethandel af på min egen side, som i starten også var i noget mindre skala. En skabertrang, som jeg altid har haft.

Det startede i det små med bloggen. Jeg har altid lavet og interesseret mig for mad. Måske primært de samme ti retter, som alle andre danskere fordriver hverdagen med. Men så greb det om sig. Interessen for at anrette mad på tallerkner og tage billeder af den voksede og voksede. En kulmination var da min madblog blev nomineret til en mad+medier pris i 2014 for bedste danske madblog. Det rygklap og anerkendelse skulle også være med til at give modet til at springe ud som selvstændig. Jeg har aldrig været gladere for et valg jeg har taget. Et nyt højdepunkt blev da forlagskontrakten blev underskrevet. Den så dagens lys i oktober 2015.

Hvad kan han?

Som selvstændig har det jeg det privilegium, at jeg kan gøre de ting, som jeg brænder for. Jeg er ikke bange for at tage nye typer opgaver ind og løser dem med stor ildhu. Som iværksætter frygter jeg heller ikke at mine arbejdstider, kan strække sig ud over weekender og skæve timer. Det er jo en del af charmen ved at arbejde for mig selv.

Som sagt har jeg et stort mod på og interesse i at give mig i kast med nye opgaver. Men nedenfor kan du se hvilke opgaver, som jeg har arbejdet med indtil nu.

  • Madfotografi
  • Madstyling
  • Opskriftsudvikling
  • Eventcatering
  • Catering af private selskaber
  • Konsulentarbejde i forhold til PR og bloggeroutreach
  • Kulinarisk konceptudvikling

Send mig hellere end gerne en mail, hvis du mangler den ambitiøse og dedikerede person til dit næste projekt.

Steak-sandwich-2