Bland oksekød og parmaskinke. Kom salt ved og rør det indtil det begynder at føles en smule sejt her. Dette er med til at sikre at farsen ikke skiller.
Kom fintrevet hvidløg og løg, æg, mælk, rasp og parmesan ved. Rør det godt sammen.
Smag nu til med timian, fennikel, friskkværnet peber og eventuelt en smule ekstra salt. Vil du ikke smage på det råt, kan du stege en lille prøvedelle.
Lad farsen samle sig et kvarters tid mens du ordner ost og kålblade.
Pil bladene af kålen. Skær de groveste stængler fra.
Bring bouillonen op i kog i en sauterpande eller lignende. Blancher kålbladene heri 15-20 sekunder, så de bliver bløde. Kom dem direkte over i koldt vand for at stoppe kogningen.
Skær skiver af osten.
Form små kugler af farsen - Mine var cirka 2 spsk store. Vurder efter størrelsen på kålbladene. Læg en skive ost på og pak hele herligheden ind i kålblade. Sørg for osten er i toppen. Bind en snor om for at holde det hele sammen eller brug en tandstik (uden mentholsmag).
Læg forsigtigt dolmerne i den simrende bouillon og læg låg på. Lad dem simre let i cirka 15-20 minutter.
Server med græskarmos og andre gode sager. Gerne med lidt ekstra parmesan på toppen.