Go Back

Malt chokolade lakridstærte - En værdig afslutning.

Ret: Dessert
Antal: 5 -6 personer
Forfatter: Thomas

Ingredienser

Tærtebund

  • 200 g hvedemel
  • 15 g kakao
  • 15 g brændt maltmel
  • 100 g smør ved stuetemperatur
  • 50 g honning
  • 1 æg

Chokolademousse og marengs

  • 3 æg
  • 200 g sukker
  • 50 g AMMA 100% Chokolade kan erstattes af anden mørk chokolade
  • 80 g 75% mørk chokolade købt i Spanien - Mellem bittert agtigt
  • 1,5 dl fløde
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk lakridspulver

Lakridsis

  • 10 æggeblommer
  • 150 g sukker
  • 5 dl piskefløde
  • 5 dl sødmælk
  • Lakridssirup eller pulver efter smag

Herudover

  • Brombær
  • Rød skovsyre

Sådan gør du

Lakridsis

  • I en gryde bringes mælk og fløde i kog.
  • Æggeblommer piskes luftige sammen med sukkeret. I en tynd stråle kommes mælkeblandingen ned til æggene mens der fortsat piskes. Returner til gryden. Lun forsigtigt op til den tykner. Den må endeligt ikke komme op og koge, for så skiller den.
  • Smag den tyknede creme til med lakridssirup/pulver og sæt herefter på køl.
  • Kør den kolde creme på en ismaskine. Sæt den herefter på frost, hvis den ikke skal spises med det samme.
  • Tag den op i god tid før den skal spises og sæt på køl.

Tærtebund(e)

  • Rør de tørre ingredienser sammen.
  • Arbejd smørret ind i melet. Herefter honningen. Til sidst samles dejen med ægget. Saml dejen, men ælt den ikke for meget. Film og lad den hvilke en halv time på køl.
  • Rul dejen tyndt ud og beklæd en stor eller flere små tærteforme med dejen. Bag den blindt ved 180 grader i 10 minutter (altså med bagepapir over med noget til at tynge den ned (kunne være tørre bønner eller kikærter), så den ikke hæver op. Fjern bagepapir og vægt og bag i endnu cirka 10 minutter. Lad den køle helt.

Chokolademousse

  • Pisk æggehvider luftige med en knivspids salt. Tilsæt herefter 150g sukker, lidt efter lidt, og pisk til du har en blank marengs.
  • Pisk fløden til skum
  • Pisk æggeblommer med det resterende sukker til sukkerkornene er rørt ud.
  • Smelt chokoladen over vandbad.
  • Vend chokoladen i æggeblommerne. Fold herefter fløden i og til sidst HALVDELEN af marengsen.
  • Kom chokolademoussen på en sprøjtepose med passende til og læg den på køl i minimum 1,5 time.
  • Smør den resterende marengs ud på en bageplade med bagepapir. Drys lidt lakridspulver over.
  • Tør marengsen i 1,5 time ved 100 grader. (Hvis du tørrer ved over 115 grader vil den blive lys brun, derfor de lave grader).

SAMLING

  • Sæt dutter af chokolademousse i bundene. Du bestemmer jo selv hvor beskidt det skal være.
  • Kom flækkede brombær herpå. Top med en flot kugle is. For et sidste raffinement kommes lidt marengs og skovsyre på.
  • Server lige med det samme.